Ålbyggsangen
av A. Reitan


Høit tilfjelds og langt fra Fjære,

i det gamle Trøndelag.
Hvor i ly ved Kilder skjære,
Fuglen slaar Mundharpeslag -
Der er en Bygd jeg vet at nævne,
Som i Dagens klare Favn
Aabner sig med Lier jævne! -
Aalen er den gamle Navn.


Langt fra Øst, hvor Finnen bygger,
Strømmer "Gaula" fra sitt Fjeld;
Og fra Syd, i dunkle Skygger,

Danser "Ruglas" friske Væld;
Mellem begge "Skurru" iler
Frem fra Huldrens Sæersti; -
Samlet deres Vande smiler
Saa langs Dalens Bjerkeli.


Ned fra Nord, ad bratte Veie,
"Renan" gaar med Fossesprang;
Muntre Kværne der sig dreie
Under Fossekallens Sang.
"Benna" ned fra Vester søier
Over Rod og Klippebaand;
Den og Rugla stamper Tøier,
Vævt av Ternens hvite Haand


Ned i "Svælegts" trange Fure
Dønner Gaulas Styrtebad,
Hulker under Klippens Mure
Dybe, hule Aftenskvad.
Langt fra Vestens fjerne Stier
"Hesja" gaar sin egen Dans;

Ved dens fagre Bjerkelier
Smiler mangen Aares Glans.


Trindt omkring de gamle Fjelde
Hæver sig i venlig Dragt,
Minder om hans Magt og Vælde,
Som har Liv i Dalens vakt.

I det Fjerne troner "Hogna"
Med sin Ise under Sky;
Her er "Vola", her er "Rogna";
Her har Bamsen Vinter-ly.


Se "Storskarven"s runde Pande!
Fra sin aabne Høiloftsal
Overse den stolt sin Grande,
Skuer over Fjeld og Dal.
Gamle, Unge har sitt Minde.
Paa dens gustne Varde sat;
Slægter komme, Slægter svinde, -
Men den står til Tidens Nat.


Blaalig stolt bag "Holtas" Vande
Kneiser Tydals Grenseskjel.
Ja, der staar med furet Pande
End det gamle "Kjølifjeld!"
Der, i Gruvens dunkle Gjemme
Ak, forlængst er Faklen slukt;
Kjærlig taler Mindets Stemme
Der om mangt et Øie lukt.


Se "Bukhamrens" fjerne Tinde!
End den staar en Vinterdag,
Minder om, hvad de vil finde,
Som tør krænke Norges Sag.
Se "Svennuken", se "Bjørgklæppen",
Se "Vaatt-Aasens" lave Top!
Ja, der stander "Kjellingkneppen",
der "Svartbergets" Dværgekrop.


Skjøn og gavmild er Naturen;
Enget står i Bølgegang;
Bjældeklangen, Gjæterluren
Toner over Sætervang;
Mangen kløv paa Sæterstien
Skrider hjem med Sommerdraatt;
Hæggen strør sin Blomst i Lien,
Trosten kan sin gamle Slaatt.


Rike Gaver Fjeldet yder
Af sit Væld i Gruvens Skjød;
Klare Kobberstrømme flyder.
Ud af Hyttens Smelteglød.
Vintrens muntre Staldevækker
Klinger langt før Morgengry;
Efter Veien lange Rækker
Skrider under Slædens Gny.


Der, Langs Dalens Bund og Sider
Lyste Aarens muntre Sprag
Alt fra Tors og Odins Tider
Under Bondens Spærretag;
Her gikk Teinen, her lød Kvædet
I den lange Vinterkvæld;
Her tog Bonen selv Høisædet
Stolt, alvorlig som sit Fjeld.


Til sit "Hof" de gamle ginge,
Blotet der for Asator,

Og paa "Løgberg" de tiltinge
Hørte Lovens høie Ord.
"Jaalann" aatte Folkegilde,
Altsom Navnet tyder paa.
Mens fra "Jonsokaas" man milde
Glimt fra Baldersbaalet saa.


Der, hvor Hofet sank i Gruset.
Da det strandet har sin Frist,
Medsit Spir sig reiste Huset
Hastig for den hvite Krist.
Nu på "Slætten" Klokkeklangen
Vidner om Guds Himmelglød;
Høitidskvædet, Mindesangen
Svæver over Dalens Skjød.


Ja, hvor høit i Gamle Dage.
Ofret brandt for Odins Blik,
Hvor Hofgoden med sin MAge,
Mødig ned i Haugen gik,
Der har tændt sig nu en Lue
Af en tifold bedre Art.
Over Fjeld fra Himmelbue
Straaler Sandhedslyset klart.


Folket sov i Tider lange;
Stum var Sagas milde Røst;
Oldtidsluren, Skaldens Sange,
Slumred dybt i Folkets Bryst.
O, men end har Tungeslaget
Fortidsmæle mildt og klart;
Spaadom god i Aandedraget
SIger, Folket vaagner snart.


Ja det vaagner! Alt vi mærke
Vink af Aandens Vingeslag:
Nordens Aand har Vidner stærke;
Lyset seirer Dag for Dag.
Aaren lyser mildt i Krogen;
Ternens sang gjør Gubben glad;
Selv han henter Sagabogen,
Grunder paa de gamle Kvad.


Vaagne - ja, det vil de Kjære
Kjende Gud, sit Folk, sig selv,
Finde, det er godt at være
Paa sit Fjeld og ved sin Elv,
Stævne ydmykt til sin Kirke,
Gaa som Mænd paa Tinge frem
og i Lys og Løndom virke
For sit Folk, sin Bygd, sit Hjem.


Her, i denne Bygd ved Fjeldet
Hvor min Moders Hytte stod,
Sprang mit Liv som Blomst ved Vældet
Dybt fra Folkets Hjerterod;
Her, naar det tilkvelds vil stunde,
Og mit Lys skal vorde slukt,
Gik jeg gjerne hen at blunde
Med min Blomst i Haanden lukt.




Rorosweb.com © 2002 - Siste oppdatering: 2009-01-13